Abstract:
Past research found that the ingestion of glucose can enhance self-control. It has been widely assumed that basic physiological processes underlie this effect. We hypothesized that the effect of glucose also depends on people’s theories about willpower. Three experiments, both measuring (experiment 1) and manipulating (experiments 2 and 3) theories about willpower, showed that, following a demanding task, only people who view willpower as limited and easily depleted (a limited resource theory) exhibited improved self-control after sugar consumption. In contrast, people who view willpower as plentiful (a nonlimited resource theory) showed no benefits from glucose—they exhibited high levels of self-control performance with or without sugar boosts. Additionally, creating beliefs about glucose ingestion (experiment 3) did not have the same effect as ingesting glucose for those with a limited resource theory. We suggest that the belief that willpower is limited sensitizes people to cues about their available resources including physiological cues, making them dependent on glucose boosts for high self-control performance.
forskningsartiklen som denne artikkel bygger på er
“We suggest that the belief that willpower is limited sensitizes people to cues about their available resources including physiological cues, making them dependent on glucose boosts for high self-control performance.”
Det som dette forsøg modbeviser er en overfladisk forståelse af ego-depletion forksningen.
Specifikt modbeviser undersøgelsen at viljestyrke afhænger af hvor meget sukker, der lige er blevet indtaget.
Men dette er ikke hvad ego-depletion forkningen påstår. En opsummering af denne forskning kan findes i “Self-Control Relies on Glucose as a Limited Energy Source: Willpower Is More Than a Metaphor” [link] som konkluderer at selvkontrol afhænger at glukose og at viljestyrke er mere end en metafor.
Carrol Dweck overser den nærliggende antagelse at der kunne være sammenhæng mellem hvor meget folk tror at deres overskud er begrænset af tilgængelige glukose ressourcer og hvor meget deres overskud faktisk er begrænset af tilgængelige glukose ressourcer. Vi ved at der er store individuelle forskelle i hvor store begrænsninger forskellige individer oplever i forbindelse med utilstrækkelig blodsukker nivau eller ringe glukose omsætning. Det var nærliggende at antage, at disse forskelle ville vise som forskelle i folks oplevelse af disse begrænsninger. Men det synes Dweck tilsyneladende ikke er relevant.
Dette er dog ikke hvad ego-depletion forksningen har påstået. Denne forskning viser at der er en sammenhæng mellem indtagelse af en sukkerholdig og en mere fri brug af hjernens ressourcer efterfølgende. Det svarer lidt til at folk bruger deres dankort lidt mere flittigt efter at de har fundet ud af at skat lover dem 15.000 kr. tilbage snarest.
Man kan så spørge om denne effekt vil være lige stor for alle, eller om den vil være specielt stor for folk, der har en lavere indkomst og normalt er begrænset af et stramt budget.
Dette er et relevant perspektiv når vi ser på Dwecks konklusion: “But when you think willpower is abundant and self-energizing, you are not paying attention to that.”
Nej, og folk med stor indkomst, friværdi og penge på kontoen vil ikke lade sig påvirke af øget indskomst når ikke de på forhånd er begrænset i deres forbrug.
Spørgsmålet er om den almindelige lavtlønnede lønmodtager kan “lære” af den velstillede persons ubekymrede forbrug? Eller om der måske bagved de overfladiske betragtninger bør være en sammenhæng mellem indkomst og forbrug.
Dweck er klar over at der nok er en sammenhæng, men fastholder at det er et problem at man ikke mere ubekymret forbruger af sine ressourcer: “the problem is that so many people belive they need to replenish after quite a small amount of exertion.” Han kan muligvis have ret i at folk er unødigt begrænset af deres forestillinger om begrænsninger, altså “its all in your head”-hypotesen. Han har desværre ikke leveret forksning, der kan underbygge denne antagelse.
Hvis man skal bruge denne metafor for kritikken, så har
Its all in your head
Det nærmer sig junk-science, hvis man kritiserer psykologiske forskningresultater for at være baseret på selvindbildning.
Lad os antage at vores forbrug af hjerne-reserver (brændstof i form af glykose) begrænses ud fra en vurdering af hvor meget brændstof, der er på lager. Det er godt i tråd med den forskning som hidtil er gennemført.
Lad os nu antage at man kan manipulere med forsøgspersoner og snyde deres hjerner til at tro at der er mere glukose på vej. Dette kunne f.eks. gøres ved at indgive stoffer, der forveksels med sukkerholdige næringstoffer.
Lad os endeligt antage at denne manipulation fører til øget forbrug af glukose og øget indsats hos forsøgsdeltagere. Hjenens interne målinger/vurderinger af brændstofreserverne har vi notop påvirket til at overdrive hvor meget brændstof, der er tilrådighed.
tagfat 